Roses of Mumabi

Hey alle dejlige mennesker i Danmark!
Her er den seneste video vi har lavet, kaldet "Roses of Mumbai"

https://vimeo.com/42038365

Vi gik rundt i et Red Light District og delte roser ud, det var virkelig fedt. Please del videoen med andre.!

// Sofie

Taj Mahal / Kirgisistan

Er kommet godt frem til Kirgisistan, her er virkelig, virkelig dejligt! Vejret er skønt, Bishkek er en meget sikker og venlig by og det går godt med vores videoer. Sender et link snart til vores næste to videoer som er færdige. 

Her er lidt billeder fra Taj Mahal i Agra

Sammie og mig leger turister ved the Taj

.. og så lidt fra Kirgisistan: 

Smukke Bishkek - med bjerge i baggrunden

Hårdt arbejdende på et interview med en krigsveteran

Kirgisisk kvinde 

Peace out - Sofie

Mumbai

Okay, så jeg havde oprindeligt skrevet et helt andet blogindlæg om Mumbai, men jeg måtte ændre det hele, for min opfattelse af byen ændrede sig så meget!! Lad mig starte med at sige, at Mumbai er en fuldstændig vidunderlig men også fuldstændig crazy by. Her, mens jeg sidder i toget på vej tilbage til Noida (Delhi) igen, vil jeg dele mine oplevelser op i tre kategorier:

HVOR VI BOEDE Vi ankom fredag formiddag efter en 18 timers lang tog tur, og startede ud med at bo på et frelsens hær vandrehjem/hostel. For det første var menneskerne dér virkelig sure og snakkede ikke særlig pænt til os, vi havde ingen stikkontakt på vores værelse hvilket er ret irriterende når man er en medie-DTS der konstant har gear der skal oplades, plus vi havde ”bed bugs” i vores senge hvilket var virkelig ulækkert og til sidst så utåleligt, at vi efter fire nætter skiftede værelse. Også her havde vi ”bed bugs”, og et par af pigerne på holdet gik fuldstændig amok, tog deres ting og flyttede på et (virkelig dyrt) hotel værelse natten over. Næste nat fulgte resten af os med, og vi sov 7 personer i et 4-personers hotel værelse – men det var fantastisk for der var air condition og et varmt brusebad!
Fordi hotel værelset var så dyrt, skulle vi betale for det selv, hvilket var fint nok fordi vi var så mange til at betale det. Den næste dag var virkelig stressfuld, og oven i det blev vi smidt ud af vores værelse fordi vi var for mange derinde. På grund af mange misforståelser blev der booket værelser igen på samme hotel og på et andet et, dagen efter flyttede vi alle over på det nye og billigere hotel.

Meget flytten frem og tilbage på kun 9 dage!

OPLEVELSER MED INDISKE TOG/BUSSER Tog og busser i Mumbai (måske i Indien generelt?) er fuldstændig sindssyge (heldigvis ikke det jeg sidder i pt, som har a/c og mad serveret hver anden time J). Togene der køre mere regionalt har ingen døre, og toget holder kun på stationen i ca. 10-15 sekunder, og så er det bare med at hoppe på i tide. Togene er propfulde, alle hænger ud af dørene mens det kører (heldigvis er det ulovligt at sidde på taget) og man skal ikke stå for tæt på toget når det stopper for folk hopper af i en fart og rammer én (taler af erfaring!). Der er vogne kun for kvinder, kun for gamle, kun for første klasse, kun for kræftpatienter (!) og så en masse blandede.
En af de første gange vi tog toget, var søndag på vej hjem fra en gudstjeneste i slummen. Vi var kun 5, fordi resten af gruppen var til et interview. Der var virkelig, virkelig mange mennesker, og vi blev nærmest båret om bord. Pludselig begynder toget at køre, men kun mig og Lucy er på toget, Kayla og Mitch springer for deres liv mens Jessie holder fast i kanten af toget. Hun bliver slæbt hen af perronen en 10-15 meter, fordi hun ikke kan give slip på grund af menneskerne; mig og Mitch slår febrilsk på hendes hænder for at få hende til at give slip og til sidst lykkes det heldigvis.
Vi befinder os i midlertidig i en kvinde-vogn, hvor omkring 80 hindi-talende kvinder råber og laver underlige fagter vi ikke forstod (det lignede, at de prøvede at sige at vi skulle hoppe ud af toget, der kørte for fuld hastighed??). Vi går lidt i panik, for vi ved ikke om hun er okay eller hvad vi lige skal gøre – og, vi havde ikke nogen telefon på os. Næste station stod vi af og tog toget den modsatte vej, men hun var ikke at se nogen steder. Vi lånte en mobil af en indisk fyr og fik ringet til hende; heldigvis ar hun okay og havde taget toget videre for at møde os ved endestationen.
Busserne er ikke bedre, de har heller ingen døre og køre fuldstændig sindssygt; du kan ikke stå op uden at falde ind i folk.

HVAD VI LAVEDE ud over at interviewe folk til vores Human Trafficking historie, var vi ud til Ministry time i slummen; blandt andet sad vi udenfor et bordel og snakkede og bad for nogle af de prostituerede. Det var en virkelig god men også meget hjerteknusende oplevelse. De købte juice til os, og en af pigerne betalte med penge hun lige havde fået fra en mand, det fik os næsten til at græde. Fuldstændig ubegribeligt, hvor syg vores verden er. Det er ikke så ofte vi drikker ting vi for tilbudt i slummen (det giver næsten 100 % diarre, taler af erfaring), men selvfølgelig drak vi juicen. Og det eneste jeg kunne tænke på var hvor meget jeg ville ønske jeg kunne vaske den kvindes fødder.

En anden af dagene gik vi gennem Mumbais største Red Light District, og delte roser ud til de kvinder vi mødte. Med en dreng forest og en bagerst, gik vi piger i mellem dem med lyserøde roser i hænderne. De fleste af dem smilte, og det var en god oplevelse at prøve at velsigne dem på en eller anden måde. Det er svært at kommunikere med dem på grund af sprogbarrieren, men nogle gange siger et smil alt. Pigerne og kvinderne dér er så smukke i Guds øjne, så dyrebare, og det var det vi ønskede at fortælle dem, med den simple gestus.

bye Delhi - hello Mumbai!

Om få timer tager vi på en 16-timers lang tog tur fra New Delhi til Mumbai, hvor vi skal være i halvanden uge og arbejde på vores næste historie: human trafficking. Vores første film om slum-børn og uddannelse er færdig og jeg sender snart et link til en side, hvor i kan se den, den er virkelig god og jeg er stolt af at være med til at lave den!

-- Sofie

2. uge i Indien (marked, mennesker og mængder af myg)

Noget af det mest irriterende ved Indien, er de tusindvis af myg der hen mod aftenen angriber dig fra alle sider – tilsyneladende fuldstændig ligeglade med den myggespray jeg nærmest bader min krop i. Heldigvis er der vidst ikke malaria i området her, men vi tager os dog stadig forbehold og har købt masser af malaeriapiller (til 6 dollars for to måneders forbrug – ikke dårligt!). I øvrig kan man købe næsten hvad som helst i deres apoteker uden recept, rimelig dejligt når man er udlændige.
At være lyshudet og lyshåret her i Noida – ikke ligefrem kendt for sin turisme, da denne forstad til Delhi er ret fattig – er ret mærkeligt. Samtlige mænd (og der er næsten kun mænd i gadebilledet) stopper op og kigger på os når vi går forbi, nogle følger efter os eller køre en ekstra gang forbi på deres cykel. Vi er ret glade for at vi har to høje (to hoveder højere end alle indiske mænd) drenge på vores hold, der gør at de alle holder sig på afstand, det kan godt være lidt skræmmende en gang i mellem. Men Gud har virkelig passet på os, mig og en anden har været lidt små syge med hoste og lidt hovedpine men det er også det – ingen diarré, feber eller andet irriterende indtil videre så vi priser Gud for det!!

I lørdags tog vi til New Delhi til et marked, for at købe mere ”anstændigt/indisk” tøj og souvenirs. ”Anstændigt” fordi man her skal dække sine ben og skuldre, og selvom vi alle har lange bukser og T-shirts med, er det simpelthen for varmt med jeans, så det var dejligt at få købt nogle lange nederdele og kjoler, man kan have leggins under.
Markedet var virkelig en oplevelse. Kæmpestort og fuldstændig uoverskueligt uden en ”guide” (en fra basen her), var markedet et virvar af butikker, boder, farver og mennesker. Under den 40 grader varme sol, prøvede mænd i alle aldre at sælge os alt mulig underligt til en fuldstændig overskruet pris – og jeg har nu fundet den sande glæde ved at prutte om prisen hehe. Som regel skal man bare gå sin vej hvis man de siger nej til ens pris, så råber de efter én og giver efter – gid det var sådan i Danmark J

I øjeblikket arbejder vi på en historie om en skole for børn i slummen, YWAM-basen har startet. Det er to lokaler de lejer sig ind i, på den modsatte gade af slummen, og den har kørt i et års tid efterhånden. Børnene kommer fra kl. 14-16 mandag til fredag. De har set en fantastisk forandring i børnene der kommer – de første par uger var børnene beskidte, vidste ikke hvordan man skulle tale ordenligt til voksne og var meget urolige; nu er de helt anerledes. Det er et krav at børnene er vasket inden de kommer, så nu er de rene og de kan sidde stille, er så småt begyndt at lære engelsk. De starter med at bede fadervor på hindi, hvilket lyder virkelig sødt hehe.

I Indien er folk meget åbne overfor kristendommen, fordi Jesus er en af deres mange profeter/guder, og de har ikke noget problem med at man beder for dem, de tager det bare mere som en af de mange andre veje der er til at blive spirituelt connected hvilket er super underligt. Her er mange heksedoktorer som hinduerne går til for råd og helbredelse, men det er helt sikkert ikke Guds englevagt der bliver bedt over dem. Pastor Sam, en indisk præst der har en lille menighed her i Noida og som viste og rundt til forskellige kristne i et fattigt slumagtigt område i byen, fortalte en cool historie. En dag hvor han gik og bad for byen om aftenen, stødte han på en heksedoktor, der stod og viste sine magiske tricks på gaden til en flok mennesker. Det er virkelig skræmmende hvor meget de henter deres kraft fra den onde. Anyways, Pastor Sam gik til kredsen af mennesker for at se hvilke ting heksedoktoren kunne. Men da han kom derhen fik heksedoktorens pludselig et andet ansigtsudtryk og sagde, at der var én iblandt dem der forhindrede hans tricks i at virke. Han spurgte hvem det var, ingen vidste det og Sam sagde ikke noget. Men til sidst udpegede han Sam og sagde at han skulle gå, for han vidste at det var Sam’s ”skyld”. Det er super fedt at tænke på, at Guds ånd i Sam var så stærk og så nærværende, at alle dæmoniske kræfter/ånder forsvandt. Gud er awesome og har allerede vundet!!
Hele den spirituelle verden er generelt meget mere tydelig her, folk erkender den på en helt anden måde end der hjemme. Dette giver både en helt anden åbenhed overfor kristendommen, men på den anden side gør det også at der er mange dæmoniske ting manifesterede i deres templer, symboler og heksedoktor-ting.

Torsdag (den 12.) var vi i Delhi for at lege med børn fra slummen, og på vej hjem besøgte vi et hinduistisk tempel. Det øjeblik jeg trådte ind i bygningen følte jeg mig tung i kroppen, som om noget pressede mig ned af, og alle i gruppen havde det på samme måde. Det var virkelig skræmmende at mærke onde ånder på den måde. Så vi bad til Gud mens vi gik rundt og så de forskellige altre og figurer, hvor folk tændte røgelse foran og bad. På vejen hjem fra templet i bilen, begyndte Gud at tale til mig om hvordan det knuser hans hjerte at se så mange mennesker bede til falske guder, og jeg blev meget rørt. Vi beder hver dag for at Gud må ”break our hearts for what breaks his” – og jeg følte på en helt ny måde vigtigheden i at sprede sandheden til de her mennesker. Det er ikke småting der foregår her i Indien i den åndelige verden, og jeg beder hver morgen og aften om at blive renset for alt åndeligt der ikke er fra Gud der kan ha været bedt over os.

Hvis alt går efter planen skal vi på næste tirsdag se must-see turistattraktionen Taj Mahal, og torsdag rejser vi så videre til Mumbai hvor vi skifter fokus fra slum-børn til sex trafficking. Paulo og Kaitlyn er ikke ankommet endnu, desværre – MEN deres visa er blevet godkendt så vi håber de kan være her mandag eller tirsdag i næste uge.

-- Sofie

SNAPSHOT FRA UGEN:

INDIEN!

Første uge i Indien

Efter to en halv dags rejse inkluderende fire forskellige fly over halvdelen af verdens tidszoner, ankom 8 af team Indistan (to arbejder stadig på deres visum) søndag nat til Delhi lufthavn. Vi blev hentet af to fra YWAM basen her i Noida, en time fra Delhi, men først efter vi havde ventet et par timer ekstra i lufthavnen fordi vi fandt ud af, at to kufferter aldrig blev sendt fra Kona. De kom heldigvis i går.
  Den første halvanden dag brugte vi på at slappe af efter at have sovet i akavede stillinger i flyet, og tjekke området ud. Og her er hvad jeg har konkluderet om Indien: her er meget varmt.. over det hele! Selv om natten er det så varmt, at man vågner hvis strømmen er gået ud og fanen i loftet er holdt op med at virke. Hvis man går udenfor døren når solen er oppe, sveder man konstant, og det hjælper ikke at shorts og stroptrøjer er uanstændige – man kan godt gå i T-shirts, men vi skal hele tiden dække vores ben.
  YWAM-basen her er ikke særlig stor men her er super hyggeligt. I DTS’en der kører lige nu er de 5 – tre piger og et ægtepar (pigerne bor på det værelse vi sover i, og de siger at det godt kan være lidt kedeligt en gang imellem hehe). Ud over dem er der forskellige folk der tager School of Worship, søndagsskoler for børn der or i slummen og forskellige andre projekter, men jeg tror ikke der er flere end 30 personer her, hvilket er meget anerledes fra Kona hvor vi er mindst 1000.

I onsdags startede vi morgenen med at lave et interview med en familie, der havde mistet deres datter et par uger siden. Datteren havde leget på et byggepladsen sammen med nogle andre børn, og en af arbejderne på byggepladsen havde lokket hende hen til sig med noget slik hvorefter han skubbede hende ned i et dybt hul. I hullet skulle der puttes en stolpe/sølje, som en anden medarbejder derefter udløste så den faldt på hende og hun døde. Det er en hindu tradition at tage et offer på en byggeplads, da det bringer held eller sådan noget. Fuldstændig forfærdeligt. Pigens forældre fortalte hvordan politiet var lidt ligeglade med sagen og mændene er ikke blevet retsforfulgt fordi ingen tror på de nogle af de mange vidner. Hinduismen er så vævet ind i den indiske kultur, at selvom nogle af traditionerne er forkastelige, mærkelig og sørgelige, acceptere at det som karma og at det altid har været sådan. 

Samme dag tog vi ud i slummen i Noida, som ikke var super stor men som gjorde et stort indtryk. Her er nogle billeder jeg tog. 

PEACE OUT // Sofie

tonight

Så er det i aften vi flyver mod New Delhi via San Fran, LAX og Frankfurt, en tur på små to dage. Det skal nok blive sjovt :) Jeg vil prøve at opdatere så meget som muligt.! To fra vores hold venter stadig på deres visa, så vi venter på dem i Delhi, og når de kommer efter et par uger drager vi højest sandsyneligt videre mod Mumbai. 6. maj går turen mod Kirgisistan, så vi har lidt over en måned i Indien. 

Bedeemner: 

- sammenhold i gruppen

- at de historier vi laver forandre liv/gør en forskel. 

- at Gud må være med os og vise os hvad vi skal involvere os i - og hvad vi skal holde os fra

- Kaitlyn og Paulo's visa

- at vi ikke bliver forhindret alt for meget af sygdomme (diarré og lus er vist næsten uundgåeligt hehe)

-- Sofie

Nedtælling

Nedtællingen til outreach på torsdag er begyndt, og jeg glæder mig virkelig meget! Der er stadig super meget vi ikke ved om hvad vi skal lave dér endnu, så det skal nok blive spændende hehe. Og udfordrende. Vi er mentalt ved at forberede os på hvad vi kommer til at møde - de emner vi skal berøre er ikke ligefrem lette. Sex trafficking og organ trafficking især. De første par uger i Indien skal vi bo på et børnehjem og lave medie advocacy for dem, så folk der vil støtte dem bedre kan sætte sig ind i hvad de laver og hvilke forfærdelige historier, børnene bærer rundt på.

En ting jeg virkelig håber i vil hjælpe mig med, er at bede for at alle for deres visum i tide. Tre fra mit hold fik afslag på deres ansøgning om visum til Indien - vi har sendt deres pas afsted igen, og der skal et mirakel til for at de bliver godkendt i tide. De tre kan godt rejse derned senere end os andre, det kommer bare til at koste tid og flere penge.

Ikke svært at se hvorfor jeg kommer til at savne udsigten fra min bygning

Kayla og mig ved stranden

OVER AND OUT

Gud = awesome!

I morges, mens vi havde akustisk lovsang i vores lille biograf, blev jeg lige pludselig meget glad, da jeg åbnede mine hænder og så glimmer i dem for første gang! Mine klassekammerater havde prøvet det, men ikke mig. Jeg følte Gud sagde til mig: "Bare en lille smag på himlen, jeg har lyst til at velsigne dig den her morgen Sofie"

Gud = awesome!

lidt af hvert :)

Med under to uger tilbage inden Outreach, har vi masser ting at lave inden vi tager afsted. Men der er bestemt også tid til afslappe og hygge, hvilket i går var et godt eksempel på!
I går var min 21-års fødselsdag, hvilket i sig selv ville gøre dagen rigtig god, men OVEN I havde vi 'love feast' - vi holdt fest for at fejre vores DTS og for at nyde den sidste weekend hvor vi alle sammen er samlet. Det første team tager nemlig allerede afsted i næste uge.
Så alle 23 af os i DTS'en havde fancy tøj på og håret sat op - vi tog super mange billeder for at have noget at mindes når vi om to uger står og sveder uden uden make up i Indien hehe :) Vi fik thai mad på en fancy restaurant, og jeg fik sunget fødselsdagssange både på engelsk og dansk. Bagefter, tilbage på campus, havde vi en spontan open mic night med alle mulige underlige indslag på mange forskellige sprog, hvilket endte ud i en stor danse fest - super fedt!

Dorte, mig og Amanda - "The crazy Danes" som vi bliver kaldt

Til de piger der er interesseret i at se min fancy frisure
(min søde room mates værk)

I løbet af ugen har vi haft om åndelig krigsførelse, et super vigtigt og spændende emne. Vi har lært hvor vigtigt sammenhold er under outreach, hvor meget Fjenden vil prøve at splitte os ad, hvor mange løgne han taler ind i folks liv og hvordan man kan modstå ham. Nogle havde i begyndelsen af ugen det ikke særlig godt med emnet - mange kirker beskæftiger sig åbenbart slet ikke med det - men når man indser at man ikke behøver være bange, bare være bevidst om det så er det lidt lettere. Det skal ikke være fokus - Gud skal altid være fokus - men man skal være bevidst om de løgne Djævlen taler til os, så vi kan stå imod dem!!

Mit outreach team: Indien / Kirgisistan (eller: team "Indistan" hehe)

Caleb, Kayla, Jess, Sammie, Paulo, Lucy, Mig, Kaitlyn, Ange og Mitch

Ud over det har vi brugt uden på at diskutere den meget omdebatterede video KONY2012 (hvis ikke i har set den endnu - gør det!), fordi det vi netop skal lave på Outreach er media advocacy. Vi har diskuteret fordele og ulemper ved at videoen blev så populær så hurtigt, samt hvilke metoder der er de bedste at bruge når vi vil give en stemme til de stemmeløse. Apropos vores navn "Voice for the voiceless", så tror nogen her på basen af vi er en "lovsang/musik" DTS = at vi bogstavligtalt vil være en STEMME hehe. Det har vi grint meget af.

Af andre nyheder kan jeg fortælle, at mit visum til Indien ENDELIG blev godkendt, og at jeg på turen skal stå for transport, dvs det bliver mig der skal ha styr på alle tog og bustider, alle taxi-numre og sørge for at vi er der til tiden. I Indien. Hvor vi alle ved, folk kører som sindyge og fornemmelsen for tid er en helt anden. Det skal nok blive sjovt :)

-- Peace out
en nu 21-årig Sofie

PS: Folk undre sig meget over, at vi viftet med vores flag når vi har fødselsdag. Det er åbenbart en meget skandinavisk ting at gøre :)

Yay!

Ricky, ham der var syg og tog hjem på valentins dag, er tilbage! Han blev opereret og er nu fuldstændig rask, tak Gud. Vi er super glade for at have ham tilbage, og gør alt hvad vi kan for at hjælpe ham med fondrasing og det visa han skal bruge (han skal til Togo i Afrika).

Næste uge skal vi have om Spiritual Warfare (åndelig krigsførelse) - glæder mig super meget!

-- SOFIE

Because I believe...

Denne uge er awesome, og den er heldigvis ikke slut endnu! Coperate week sidste gang var en smule kedeligt for at være ærlig - det er alt andet end kedeligt denne uge!
Et par fra Californien, Chad og Julia Dedmon, talte de sidste par dage om helbredelse og mirakler; fuldstændig fantastiske vidensbyrd de ku fortælle. Chad var engang ungdomspræst i en kirke hvor de unge var så ville med Gud, at de ofte gik ned i deres lokale Walmart og begyndte at bede for mennesker, Gud havde fortalt dem var syge. Folk blev helbredt i massevis og børnene begyndte at studere Biblen med en længsel efter at vide mere om Jesus. Da de faldt over verset hvor Jesus siger, at de der kommer efter ham skal gøre samme ting som Han i Guds navn, begyndte de at bede for at gå på vandet.
That's right! Gå på vandet. De begyndte at øve sig i forskellige pools, hver gang faldt de i, men hver gang med samme tro på at de kunne gøre det. Chad sagde at han aldrig havde set en større kærlighed til Gud end den i de unge menneskers øjne. En dag tog de på stranden hvor nogle fra kirken skulle døbes, og de ville prøve igen. Alle de unge tog hinanden i hænderne og gik ud i vandet, men sank i. Undtagen én dreng, som gik på vandet.
SAY WHAAT??

Man kan tro på historien eller lade være, men jeg vælger det første; jeg har simpelthen oplevet for meget til ikke at tro på det. Efter han fortalte historien spurgte han om der var nogle i rummet (ca 700 mennesker), der havde været i en bilulykke og som havde smerter - en ti, femten rejste sig op. Han bad for dem, og bad dem teste om smerterne forsvandt. Nogle følte forbedring, andre ikke. Chad bad mere. Flere følte sig bedre. Han bad igen. Til sidst var der én fyr, hvis smerter ikke ville forsvinde, Chad spurgte om hans ben var lige lange - det var de ikke, viste det sig. "Vil du være højrere eller lavere?" jokede Chad til fyren der nu sad ned på en stol med 700 mennesker i en cirkel omkring sig, og alle grinede. Langsomt begyndte hans ene ben at vokse en smule, og alle drengens smerter forsvandt på stedet.
Gud er stor!!

En lovsang vi lærte tidligere den dag passer nogenlunde på alt hvad jeg oplever i denne uge:

Revival is reality
For God has made his home in me
It's not a distant theology
Cause You bring heaven to earth

Greater things will I do, Greater things will I see
Because I believe

"The Bibel - cool"

To ting jeg i hvert fald vil tage med fra denne uge er:
"Daily get wrecked by God's presence" og "It's okay to dream big with God"

Mine håb og drømme for fremtiden, især med film og medier, virker ofte umuligt, uoverskuelige og uopnåelige - men jeg har lært at det er okay at have store drømme, hvis du gør alt i din magt for at udleve og udfylde dem, vil Han gøre det umuligt, det overnaturlige.

-- SOFIE

Om 25 dage...

... flyver jeg til Indien! Og derfter til Kirgisistan! What up... Jeg forstår overhovedet ikke, at tiden er gået så hurtigt! Hvordan kan der kun være tre uger til outreach (og to uger til min fødselsdag!! hehe)??

Tak for alle der har støttet mig økonomisk - er virkelig taknemmelig! Og tak til alle der ber for mig, bliv ved!! :) Lidt forskellige billeder af smuk natur og mennesker:

Ligner en gul gråspurv, de er OVER ALT på campus

Ud og spise indisk mad fordi min norske roommate havde fødselsdag
(hun står ved siden af mig). 

Crazy indisk restaurant-ejer med Destiny, mig, Claire og Kristina.

Sød lille koreansk dreng!

The Big Island = wauw.

På vulkanen

Sidste uge havde vi relationship-week med Kenny Jackson, hvilket var super fedt, og i den her uge havde vi mange forskellige talere fordi vores oprindelige taler blev syg. Det resulterede i undervisning i social media, K4-mapping (noget med verdenskort og kristne, faktisk super spændende), sex trafficking, hvordan man som team forbereder sig på outreach, helligånden og alt mulig andet. Meget blandet uge, men awesome. Næste uge er fælles uge for alle DTS'erne, hm.. Jeg kan bedre li når vi bare er vores, det er lidt svære at koncentrere sig når man er 500-600 samlet i en halv-open bygning, hvor der flyver fugle ind hele tiden hehe.

-- Sofie 

Outreach!!

Vores outreach-video er endelig blevet færdig, den er super fed, check den ud på denne side eller på min facebook-profil:

http://vimeo.com/37602793




-- Sofie 

Glimmer

Jeg har altid vidst at Helligånden er en kraftfuld og awesome del af treenigheden, men for at være ærlig har jeg aldrig rigtig tænkt så meget over Helligånden som sådan. Jesus/Gud delen har ligesom altid fyldt mest i de prædikener jeg har hørt. Jeg har heller aldrig talt i tunger - det er længe siden jeg fandt det mærkeligt, synes faktisk det er ret normalt for kristne efterhånden - men jeg har aldrig selv gjort det. Indtil i fredags. Crazy dag. 

Anywho, vi havde Amy Sollars som taler fra onsdag til fredag, helt fantastisk kvinde med et meget stærkt vidensbyrd - for at gøre en laang historie kort så kan hun se engle og dæmoner. Jep, true story. Og hun har profetiske evner, dvs når hun beder for folk fortæller Gud hende ting om personen's fortid eller måske fremtid. Hun siger det dog altid i kærlighed og hun udstiller ALDRIG nogen. 

Hun bad for mig og fortalte mig ting, jeg ikke har fortalt til NOGEN og hun var ikke bare uspecifik (som nogle spåkoner er, hvor de bare læser kropssprog osv), nej det var specifikke ting jeg går og kæmper med. Og hun sagde det i kærlighed, det var fantastisk. Det fik mig virkelig til at indse at Gud virkelig, VIRKELIG holder af mig, bekymre sig om mig og, som hun sagde: God delights in you. ("Gud har behag i dig"). Gud kender mig, og det eneste han ønsker med os er forhold. At vi skal lærer ham bedre at kende. Det er også dét der er meningen med tungetalen: den reneste form for bøn, hvor vi ikke behøver bekymre os om hvorvidt vi siger de rigtige ting. 

Men det mest crazy skete bagefter. Alle fra vores klasse stod og græd fordi hun havde talt så meget sandhed og kærlighed ind over vores liv, og så bad hun for at vi måtte blive "døbt i Helligånden". Okay, hvis man så det her udefra måtte det ha set fuldstændig mærkeligt ud, og der var da også nogle af de mere konservative kristne fra min klasse der synes det var underligt til en start. En pige, med katolsk baggrund, var skeptisk og havde egentlig ikke så meget lyst til at tale i tunger. Men pludselig gjorde hun det alligevel - vi talte alle i tunger, Helligåndens nærvær var så stærk! Amy, taleren, sagde at hun sjældent har oplevet at det sker for 100 % af alle eleverne hehe. 

Men det er først nu det begynder at blive mærkeligt. Efter vi har bedt, begynder folk at kigge på deres hænder.. Og mange opdager, at de har glimmer eller guldstøv i håndfladerne. Og nej, det var ikke bare nogle piger der havde rørt ved deres ansigt med glimmer makeup - det var reelt glimmerstøv, helt fint, i et tyndt lag på mange, også drengene. Desværre ikke mig, det gad jeg ellers godt :) En af drengene sagde at han dagen før havde oplevet at der var kommer olie på hans arme, og Amy sagde at det ikke er unaturligt at det sker, når Helligåndens nærvær er så stærk. Gud ønsker at velsigne os med ting der forundre os, så vi glædes ENDNU mere over ham og så vi kommer tættere på ham, ER DET IKKE FANTASTISK? jeg håber inderligt i alle kommer til at opleve det samme som mig, for hele glimmer-oplevelsen var vidunderlig. 

DER SKER SÅ MEGET HER, det er crazy! I dag, søndag, var jeg nede ved The Pier ("molen"?) og sprang ud fra kanten en tre, fire meter ned, det var virkelig sjovt! Havde dog desværre ikke mit kamera med, men her er nogle billeder fra en anden dag: 

The pier

TUSIND TAK TIL ALLE DER STØTTER MIG! Igen, igen.. Jeg er såå lykkelig for at i gider støtte lille mig på mit skøre eventyr her! Det er kun med jeres hjælp og Guds nåde, det her lykkedes!!

Om to uger, den 2. marts, er sidste deadline for betaling af de sidste par tusinde dollars for outreachen, og jeg mangler stadig en del. Så penge-gaver er stadig meget tiltrængt. 

Men bøn er den største velsignelse. Jeg føler virkningen af jeres bønner, tak at i tager jer tid til at bede for mig, tak for jeres tanker. 

 

FRA VARMEN, 

Sofie 

 

En trist valentinsdag....

Jeg har allerede postet et oplæg i dag, men opdatere igen fordi noget lidt trist skete for et par timer siden..

Dagen startede super godt, alle var i godt humør i dag fordi det er valentins dag! Valentins dag er en stor ting her i USA, som det også er ved at være i Danmark.. Alle drengene fra Voice for the Voiceless gav os piger en rose hver, så det var rigtig sødt!
Vi besluttede os for at tage ned og spise på en restaurant alle pigerne og nogle af drengene, så vi tog lidt fint tøj på og drog afsted. Men midtvejs modtager vi en sms fra vores leder Jeff at vi skulle komme tilbage til campus. Vi vidste godt at Ricky, en fra min DTS, havde haft problemer med sin lever, men vi vidste ikke hvor slemt det var for han havde ikke sagt noget om det. Men hans forældre ville have ham fløjet hjem til Oklahoma (USA) for at få flere test og måske en operation, for der er ikke nogen specialist indenfor området på nogle af Hawaii-øerne, og hans forsikring ville heller ikke dække det.

Så han tager hjem om et par timer og kommer højest sandsyneligt ikke tilbage igen, fordi hans lever ikke ville kunne tåle at tage på outreach. Måske, om Gud vil. Vi beder for det. Det fede er, at han har ændret sig så super meget, og har virkelig taget det til sig han har lært. Før DTS'en drak han rigtig meget og var involveret i de forkerte kredse, men nu brænder han super meget for Gud og ønsker virkelig at hjælpe andre. Ricky har meget fred med at tage afsted, så det er godt. Vi andre er dog ret kede af det, vi er blevet som en familie så det er lidt hårdt.

Og nu vil jeg vende tilbage til mine team-mates, som sidder og redigere vores 'Kamilo beach' video. Arbejd, arbejd!

Peace out..

Kamilo beach - den mest beskridte strand i USA?

Folk der kender mig ved, at jeg måske ikke altid er lige glad for at gå lange ture. Men folk der kender mig rigtig godt ved også, at når jeg først kommer ud at gå så elsker jeg det! Og når man giver mig et kamera i hånden og omringer mig med en lille gruppe awesome mennesker, så er det ikke helt så slemt alligevel.

Denne weekend var vores anden "mobile weekend" hvor vi blev delt op i teams og sendt rundt omkring på øen, for at lave interviews og få historier fra de lokale. Min gruppe, bestående af tre students og to staff, satte os fredag eftermiddag ind i en meget larmende og halv smadret suziki, for at dække historien om Kamilo beach, en meget beskidt strand syd på øen. Af alle historierne dækket i weekenden, er vores nok den med det største potentiale for at blive international, derfor skulle vi været meget professionelle omkring det, og få de rigtige interviews..

Stranden Kamilo er måske den mest beskidte strand i USA. Den ligger et sted hvor to hav-strømme mødes, og meget skrald samles derfor her. Og selvom de lokale gør meget for at holde den ren, bliver det bare værre og værre fordi...
I marts sidste år var der jo som bekendt det forfærdelige jordskæv/tsunami i Japan, og alt det strald, husaffald, biler - og måske også menneskelig - der flød ud i vandet igen, strømmer nu imod USA's vest kyst samt Hawaii. Noget japansk affald har allerede ramt delstaten Alaska, og man regner med at mellem 5-20 milioner TONS affald er på vej mod Hawaii i løbet af de næste 1-2 år.
Anywho, for at gøre en lang historie kort så er det vigtigt at få skabt opmærksomhed omkring problemet, og selvom jeg normalt ikke er den store miljø-aktivisk var det faktisk ret interessant at reseache.

Problemet er bare, at Kamilo beach nok er en af de mest utilgængelige strande på øen; for at komme dertil måtte vi først køre i bil i to timer og derefter hike i fire timer gennem størknet lava, almindelig gå-sti og mange sand-i-dit-ansigt-områder. Men det var sjovt! Fredag kørte ved ved til en farm hvor vi overnattede med en anden gruppe, og lørdag middag tog vi så afsted. Først interviewede vi lokale og turiste for at høre om deres holdninger til problemet, hvorefter vi begyndte vores hike.

Efter fire timer (heldigvis var det en smule overskyet!) begyndte vi at indse at vi måske ikke kunne nå hen til stranden inden solnedgang. Vi havde ingen andre mødt på turen, men vi håbede på at der på mirakuløst vis ville dukke nogen op i en bil. En halv time senere kom der en mand på en dirt bike (motorcycle lignende) kørende! yay! Han hed Travis, var super flink, og tilbød at køre os resten af vejen, en for en, ned til stranden, som stadig var flere kilometer væk.

Jeg har aldrig prøvet at sidde bag på en motorcykel før.
Det gik meget hurtigt!
Vejen var ikke jævn! (Størknet lava + sten = Sofie der falder næsten af!)
Men det var mega sjovt!

Den her historie bliver pludselig meget lang så nu vil jeg slutte den af kort: vi kommer ned på stranden, den er ikke så beskidt om vi havde troet fordi en hippie-festival lige har gjort den ren (de var mere eller mindre nøgne, forresten! hehe), Travis er så flink at kører tilbage og hente sin truck, køre os tilbage til vores bil gennem det terræn vores egen bil ikke kunne køre gennem, og vi slipper for at hike tilbage i mørke i 5-6 timer midt om natten. Han var mere eller mindre en engel, hehe :)

Og.. i et forsøg på at bruge mere tid på Gud vil jeg faste fra film/tv-serier online i et par uge, og bruge mindre tid på facebook. Gud er awesome, og det er et privilege at lære Ham bedre at kende!

Over and out..

Sofie

Hval. Gekko. Februar.

Der er gået i en måned. Wauw. Nu er det vidst på tide i får endnu en update om livet her i Kona, så her er lidt high lights fra ugen:

I mandags var vi ved stranden, og havde "kvalitets tid" med V4V-gruppen, samt alle lederne. Midt under lovsangen, så vi en hval. En STOR, og helt ægte HVAL! Bevis: (PhotoCopyright: Caleb fra min DTS, desværre ikke mig)

Tirsdag, onsdag og torsdag gik med at filme og redigere vores "local business" projekt, hvor hver gruppe fik en forretning/butik her i lokal området som vi skulle lave en nyhedsfeature/profil på. Vi fik "Jack's Diving Locker" som er den største scuba dykning og snorkel uddannelses center/detailhandle på øen. Rigtig spændende, jeg poster interviewet når vi er færdige med at redigere!

Fredag var deadlinen for betaling af første del af outreachen, og jeg manglede torsdag de sidste $300. Forresten, tusind tak til alle der har støttet mig!! Uden jeres giver-hjerte ville jeg ikke have mulighed for at tage til Kirgisistan og Indien til april, så tak :) Nå, men for at gøre en lang historie kort så kom Sarah fra min DTS op til mig og spurgte om det ikke var rigtigt at jeg havde skrevet på seddelen at jeg manglede $300, og jeg sagde jo! (Vi havde lavet en liste med alle der manglede penge). Hun sagde at hun havde 200 euro til overs i sin bankkonto, og at Gud havde talt til hende om at give pengene videre - 200 euro er næsten $300.. Hun synes det var super underligt pengene var der, for hun havde haft dem i sin konto siden hun tog afsted, og hun havde altså brugt af pengene. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, jeg var rigtig glad! Gud er stor!

Mange fra mit hold har på mystisk - men ikke særlig tilfældig - vis fået overført penge til deres konti, fået givet kontanter af deres venner eller checks af fremmede. Gud hører helt sikkert ikke til i den boks jeg har puttet ham i!

Her i ugen har vi haft en taler der hedder Troy Sherman; nok én af de bedste talere jeg nogensinde har hørt! Han var vanvittig sjov, helt nede på jorden, men samtidig dybt seriøs og han pakkede ikke tingene ind - noterne jeg har fra hans timer er meget forvirrende, men der er helt sikkert ting til eftertanke i meeget land tid. Han talte om Identity In Christ, og fik mig til at se på Jesus på en helt ny måde. Engang bad han Gud om at lære ham mere om det at være en leder; han bad Gud afsløre for ham hvordan Jesus ville lede folk.
Efter den dag brugte Troy to år på at gøre rent på ALLE offentlige toiletter, han stødte på.
For at være leder, sagde han, skal man lære ydmyghed, og lære at tjene andre. Amen, siger jeg blot.

Fra fredag til lørdag havde vi 'mobile weekend', hvor vi tog til den nordlige del af øen, og sov på en lille YWAM base natten over. Det var super hyggeligt! Lørdag tog vi ud i lokal samfundet i Waimea og lavede interviews, min gruppe skulle interviewe nogle gamle, japanske cowboys, der holdt forsamling i forbindelse med Cherry Blossom festivalen (meget smuk festival med japanske kirsebær-træer!) der var i Waimea samme dag.

Bare nogle tilfældige billeder jeg tog fra turen..

Næste weekend har vi også mobile weekend, hvilket bliver mere camping-agtigt - jeg glæder mig! Familien Henneberg har oplært mig godt i camping-agtige-ferier! :)

Håber alt er vel i Danmark, følger med på tv2.dk for at være sikker på at der ikke sker et eller andet underligt mens jeg er væk..

Kram fra varmen
SOFIE

OUTREACH !

Bare lige en hurtig opdate om outreach..

Tirsdag morgen fik vi besked om, at vores outreach destination ville blive afsløret samme aften! Vi havde travlt med video-projekter hele dagen, og lige pludseligt var klokken 19 og vi var alle samlet i vores production studio.
"I bliver delt op i tre teams," sagde Jeff, vores leder. "Vi giver jer tre valgmuligheder, og så skal i be hver for sig, i må ikke snakke sammen. Skriv jeres første og anden prioritet ned, og giv den til os. I morgen får i jeres grupper at vide!
De tre destinationer er: 1) Nigeria 2) Kirgisistan og Indien 3) Mellem amerika"

Folk var meget begejstrede og vi jublede. Men ARGH! Stort valg!!

Mange tanker fløj gennem mit hoved, men jeg vidste hvad jeg ville. Jeg bad, og jeg følte Gud bekræftede mig i hvad jeg allerede vidst i forvejen: jeg ville til Asien, det har jeg altid gerne ville! Så jeg skrev valg nummer 2 ned, uden at have hørt om Kirgisistan før!!

Det er ikke sikkert man får sin første prioritet, og jeg ville også super gerne til mellem amerika som var mit andet valg.

I går ved middagstid samlede lederne os i caféen, og vi fik at vide at næsten alle havde fået deres første prioritet, nogle enkle deres anden. Jeg skal til Kirgisistan og Indien!!!   :)

Jeg ved ikke så meget om turen endnu, andet end mit team og mine ledere. Vi er 9 på holdet; 3 drenge og 6 piger, jeg oploader på et senere tidspunkt et billede af hele holdet. Det er virkelig et godt hold, men det var jeg egentlig ikke så bekymret for, for alle på min DTS er virkelig dejlige mennesker!


Inden den 3. februar skal jeg betale første del af outreach depositumet, og jeg mangler lige det sidste til de $2500 som er første del. Tak til dem der vil støtte mig og til dem der allerede gør, i aner ikke hvor taknemmlig jeg er! Jeg føler mig så velsignet!

-- Peace out and bless you all!
Sofie

What breaks God's heart/photostory

Sidste uge var en INTENS uge, med mange følelser og fede oplevelser.
Fra tirsdag til fredag var temaet for ugen "What breaks God's heart", og det var super godt! Vi havde om synd og tilgivelse, og blev delt op drenge og piger hvor vi så skulle dele svære ting i vores liv/ting vi havde gjort som vi havde brug for tilgivelse for. Vi bad længe for hinanden og alle græd, det var meget intenst men en virkelig god oplevelse, og jeg føler det har bragt os tættere sammen som et hold.

Gud er virkelig stor, og jeg bliver konstant bekræftet i hvor trofast han er. For en uges tid siden havde vi intersession prayer, og vi skulle sidde udenfor og be alene. Jeg bad for en dreng fra min klasse, som jeg vidste havde haft en del hjemve. Da vi kom ind igen få minutter senere delte han, at Gud havde talt til ham og sagt at han var hos ham hele tiden, og han havde også fået et billede fra Gud. Min klassekammerat sagde, at han nu følte en helt ny ro indeni, og at hans hjemve var ved at forsvinde. Det er ikke sket så tit at jeg har oplevet bønnesvar SÅ hurtigt og tydeligt.!

Vores opgave sidste uge var at lave en "photo story" - mellem 5 og 8 billeder, der på en eller anden måde skulle fortælle en lille historie.. Jeg tog nogle billeder af en af vores leder's børn, Rosalina, mens hun prøvede et par høje sko. (Vi havde salsa danceparty i lørdags, og hun gik bare rundt i en af pigernes sko og legede voksen - so cute!) 

 

Jeg ligger måske i midten, rent niveau-mæssigt med hensyn til photo-skills, i vores DTS. Nogle af mine venner tager noget seriøst sygt gode billeder, jeg ville ønske jeg ku oploade dem her men det er jo ikke mine billeder, desværre.. Jeg vil se om jeg ka få tilladelse til at gøre det, de er det værd!

Denne uge er "cooperative week", hvilket betyder at alle DTS'erne (alle 400 af os) er sammen om formiddagen til forlæsning. Om eftermiddagen i den her uge skal vi arbejde på et nyt projekt, en "news feature" om et sted på campus, mig og Michael (ham jeg er i gruppe med) skal lave en kort video om GVS - Global Virtual Studio, der har deres kontor på campus. (OM GVS: http://www.globalvirtualstudio.com/alpha.php/about-gvs/). Så forhåbentlig blir det godt, jeg oploader den her på bloggen når jeg er færdig.

MAN SKAL HUSKE SOLCREME! har jeg bittert erfaret denne uge, da vi i weekenden hitch-hikede til en strand (bare rolig, der var drenge med i vores gruppe, vi er ikke helt uansvarlige! hehe) - jeg er blevet ret solbrændt. Forhåbentlig bliver det brunt, snart :)

Mitch (USA), Sarah (Tyskland) Mig (DK, yay!) og Alex (Tyskland)
ud af bagruden på en bil... Med vores kameraer, der er blevet
en fastklistret del af vores kroppe!

Jeg vil smutte nu, der er meget der stadig skal nås inden jeg skal sove. Men før jeg går i seng oploader jeg lige et billede mere med mig på, eftersom jeg fornemmer at de er efterspurgt! hehe.. Au revoir!

Meritha (USA), Kaitlyn (Canda), Lucy (USA) og mig.
Vi er ved at tegne stjernebilleder i sandet (man kan jo ikke se
Karlsvognen her!!)